Baggrund
Ornament
Barbershop Lad os starte langt tilbage. Før den tid hvor der var noget der hed Ørkenens Sønner, og noget der hed Linie 3.
Allerede dengang var der herrerøst og velklingende harmonier i luften.
Ali Bubbas Barkharhr og Omar Papa sang, under dæknavnene Asger Reher og Søren Pilmark, sammen med Anders Birchov og Preben Christensen i kvartetten Barbershop Harmony.
Præcist hvordan det lød er for længst gået i glemmebogen, men vist er det, at talenterne gik hvert til sit.
Anders Birchov og Preben Christensen dannede sammen med Thomas Eje det folkekære Linie 3, og Ali Bubbas Barkharhr og Omar Papa stjrejfede nogle år alene rundt i den stormomblæste ørken man kalder showbiz.
Der gik nogle år inden de to skulle stikke hovederne sammen igen...
Allegade Den hæderskronede og højtærede sangerloge opstod efter sigende, da Søren Pilmark, Henrik Koefoed, Flemming Enevold og Asger Reher gik rundt og kedede sig mellem prøverne på Det Kongelige Teater. Der var ganske enkelt ikke andet at lave end at fortælle vittigheder og synge sange. At denne form for tidsfordriv senere skulle gå hen og udvikle sig til den smukke ørkenblomst af en sangerloge vi i dag kender som Ørkenens Sønner, havde ingen vist regnet med dengang.
Den meget hemmelighedsfulde loge Ørkenens Sønner trådte for første gang frem i sollyset i 1991.
Restaurant Allegade 10 dannede rammer om forestillingen, og her afslørede de fire ørkensønner for første gang, hvad der egentlig foregår bag de normalt hermetisk lukkede logedøre.
G&G
Faktisk er hele ideen til Ørkenens Sønner hentet fra Gøg og Gokke filmen Sons of the Desert fra 1933.
I filmen skal to modsætninger på Honoluluferie sammen med deres koner. De kaldes imidletid til logemøde i The Sons of the Desert, et møde der kræver fuld tilslutning fra medlemmerne. Den eneste måde at komme ud af kniben, er at spille syge og istedet simulere, at de to må tage på et langt og helbredende helse-cruise. De to har nu ryggen fri, og kan tage til logemøde. Det er her man kan høre den oprindelige logeed “We are the Sons of the Desert”. Ganske typisk for det to’s held, forliser helse-cruiseren uden en eneste overlevende, og så er konerne jo pludselig enkefruer.
Faktisk er Sons of the Desert idag et verdensomspændende fænomen. I 1963 Blev den officielle Gøg og Gokke fanklub åbnet med velsignelse fra Gøg og Gokke selv.
Navn: Sons of the Desert.
Kendetegn: Fez og skråbånd.
Flæsk Der er dog ikke meget Gøg-og-Gokke-fanklub over de Ørkenens Sønner som vi kender i Danmark. Dog er det også her, ligesom i filmen, musikken der trækker værket.
Det er Ørkenens Sønners erklærede mål at fremme flerstemmig herresang, hvilket de fire logebrødre da også praktiserer flittigt.
I 1994 var der imidlertid ikke flere fezzer i Korsør, og derfor besluttede Sønnerne at udbrede deres livsfilosofi til det ganske land.
Livsfilosofien går i al sin enkelthed ud på, at vælte sig i smukke mindreårige kvinder til lyden af harmonsik flerstemmig herresang, og kun afbrudt af den obligatoriske gang stegt flæsk med persillesovs.
Enevold I 1994 besluttede Sønnerne således endnu en gang for at åbne dørene. Flemming Enevold var på det tidspunkt så travlt beskæftiget med jobbet som teaterdirektør, at han så sig nødsaget til at tage benene på nakken, efterladende sig en tom plads der dog straks blev udfyldt af Niels Olsen. Olsen var ikke sen til at se potenetialet, og udvidede omgående sin magtsfære og indtog posten som logeformand.
Således rykkede de fire glade drenge ind på Bellevue Teatret i sommeren 1994, og omgivelserne var perfekte.
I en håndevending omdannede de teaterets foyer til en imponerende ørkenbazar med alt hvad dertil hører af mavedanserinder, sandsigersker, fakirer og souvenirboder.
Såvel publikum som pressen var vildt begejstrede for showet, som den sommer nåede op på at spille hele 52 udsolgte forestillinger.
Den store succes i hovedstaden fik i efteråret 1994 Sønnerne til at rykke teltpælene op, og drage på karavanefærd mod hovelandet.
Det forudseelige resultat var et udsolgt Musikhus i Århus og senere en omfattende turné i resten af Danmark.
Storm I 1997 gentog de succesen med showet “Gå aldrig tilbage til en fuser”, og 2001 bliver året hvor de fire kække drenge fra Lem igen giver offentligheden et kig indenfor.
Dele af denne tekst er lånt uden tilladelse af Ørkenens Sønners bookingbureau Agenzy.
Ornament